Kære Vejlaugsmedlem,
Bestyrelsen for Vejlauget har for nylig været ude og gå en tur i vores skønne område.
Turens formål var at vurdere vores vejes tilstand og planlægge fremtidig vedligeholdelse.
Undervejs på turen kiggede vi også efter beplantning der hæmmer fremkommeligheden på vores veje.
Der var mange steder hvor beplantningen besværliggør kørsel på vejen med større køretøjer, det er bla. skraldebilen og vores vejentreprenør der har svært ved at komme forbi.
Problemet er bl.a. at beplantningen tvinger de tunge køretøjer ud i rabatten der slet ikke kan tåle den store belastning, og køretøjerne risikerer også at blive beskadiget.
Reglerne angående beplantning er ganske klare og fremgår bl.a. nedenstående skitse der også er at finde på kommunens hjemmeside. Det skal bemærkes at der ved vores veje ikke er noget fortov, hvorfor der i vejskel skal være minimum 5 meter op til overhængende grene.
Vejlauget har efterfølgende kontaktet ejerne af de matrikler hvor det var særlig slemt direkte, men vi vil gerne opfordre jer alle til at se om jeres egen bevoksning (eller måske naboens?) overholder reglerne /udgør et problem.
Bestyrelsen har også været på (hårdt) arbejde på Majgaardsvej hvor der var blevet fældet en del store træer, men hvor entreprenøren havde ”glemt” at rydde ordentlig op efter sig.
Det varer ikke så længe så får vejene årets første Dusttex behandling så de forhåbentlig kan komme støvgener i forkøbet og bibeholde deres gode stand.
På bestyrelsens vegne
Michael Langkow
Formand
Dådyrvej 16