Kære vejlaugsmedlem
Så er det måske endelig ved at blive forår.
Vores veje har klaret vinteren og et par nybyggerier ganske fint. Når det så er sagt, så får vi snart vores entreprenør ud og giver vejene en tur, hvor de trænger, samt fylder vores ”gør det selv grusbunker” op – brug dem meget gerne – det hjælper fantastisk og sparer en masse penge. Hvis du savner en grusbunke et bestemt sted så bare kontakt formanden, så finder vi ud af det.
Vi havde kun snerydning to gange i løbet af vinteren, så økonomien har det fint.
Som nogle nok har bemærket, så sker der ting og sager i ”Girafsøen”.
Der er pludselig opstået den fineste vej, og flere grunde er dukket op – og er sågar til salg.
Da vejlauget føler et ansvar for alle veje i vores område, samt har en overordnet generel interesse for vores skønne område, så kontaktede vi Syddjurs Kommune tilbage i februar 2021 med en række spørgsmål vedrørende aktiviteten i ”Girafsøen”.
Efter utallige rykkere og tilslut en anmodning om aktindsigt svarede kommunen så d. 6.april.
Kommunen kan fortælle, at der er givet dispensationen til en terrænregulering af ”Girafsøen” på betingelse af, at dræningen fra Store Bilsø, som ligger nord for Girafvej, stoppes. Betingelsen skyldes, at ”Girafsøen” er ynglested og rastested for Spidssnudet frø og Stor vandsalamander, begge arter er optaget på EF-habitatsdirektivets bilag IV.
Kommunen er efterfølgende blevet opmærksom på at dræningen af Store Bilsø IKKE er stoppet.
Hvis man er interesseret i sagen, kan den findes på kommunes hjemmeside under Åben Indsigt, sag nr. 14 / 30730
Vejlauget afventer stadig svar på vores spørgsmål af mere vejmæssig karakter.
Med håb om et dejligt forår.
Michael Langkow
Formand Tranbjerggaardens Vejlaug
Dådyrvej 16, Ebeltoft