Nyt fra bestyrelsen – årsskiftet 2011/12
6. januar 2012
Kære medlemmer

I bestyrelsen og på generalforsamlinger har der flere gange været talt om en tættere eller hurtigere kommunikation til medlemmerne: Hvad sker der i vejlauget lige nu?

Nu prøver vi så med et ”Nyt fra bestyrelsen” vel vidende, at det er svært at komme ud til medlemmerne, fordi vi ikke har råd – eller kræfter – til at udsende breve til medlemmerne.

I stedet har vi opfordret medlemmerne til at give os deres email-adresser, så vi kan sende ”Nyt fra bestyrelsen” på mail til den enkelte. Det er nu ikke fordi, vi er druknet i email-adresser, men al begyndelse er jo svær. Men ”Nyt fra bestyrelsen” ligger selvfølgelig også på vores hjemmeside http://www.vejlaug.net, hvor alle kan se det.

Generalforsamlingen
Generalforsamlingen i september er der ingen grund til at omtale her. Der ligger et fyldigt referat på http://www.vejlaug.net, men i fortsættelse af generalforsamlingen kan vi da fortælle:
at der er sat to kasser til sand op på den blinde del af P. Søndergårds Vej. Ligesom de andre fem kasser til sand, vi har i området, er de to nye kasser af lærketræ, som ikke skal behandles yderligere. De to kasser har kostet ca. 3.000 kr. inkl. moms.
at bestyrelsen har besluttet at fortsætte med klistermærkerne – på generalforsamlingen blev der spurgt, om man ikke hellere skulle spare de små 1.000 kr., klistermærkerne koster, men vi mener, klistermærkerne sender et vigtigt signal til alle om at være fælles om opgaven med at holde vores veje ved lige.
at vi i november sendte brev med girokort til alle om ekstrakontingentet på de 100 kr., som generalforsamlingen besluttede i september. I brevet lå også et klistermærke til de betalende medlemmer. Kassereren siger, at der er kommet mange ekstraindbetalinger, men endnu er alle ikke med.

Bestyrelsesmøde
Bestyrelsen mødtes den 30. oktober 2011. Vi har besluttet, at bestyrelsesreferater ikke sættes på vores hjemmeside. I stedet får I nogle hovedpunkter her:
Hjemmesiden blev drøftet. Vi besluttede at sætte en medlemsliste på hjemmesiden, men bestyrelsesreferater kommer som nævnt ikke på hjemmesiden.
Medlemssituationen blev drøftet. Vi har 103 medlemmer (ud af 130 mulige) – det er en smule lavere end året før, hvor vi var helt oppe på 108 medlemmer.
Vejenes tilstand er altid noget, bestyrelsen drøfter.
Dådyrvej blev taget op, fordi vi nu har ”vendt” vejen, så vandet løber over i den anden side. Det ser ud til at virke. I den forbindelse drøftede man en indkørsel, der er kommet lovlig langt ud på vejen. Bestyrelsen har talt med ejeren, og vi er nu enige om vedligeholdelsen af det pågældende vejstykke.
Solbrinken plejer også at blive drøftet – den giver os jo, som Dådyrvej, store problemer, fordi den er så stejl. Vi har ikke besluttet noget endnu omkring Solbrinken, men måske vil det være en god idé at ”vende” vejen, så vandet kommer til at løbe i den nordlige side af vejen. Det vil i hvert fald være meget billigere, end hvis vi asfalterer vejen.
Og så er det ny forslag: Femårsplanen for vejvedligeholdelsen, som blev besluttet på generalforsamlingen. Bestyrelsen er gået i tænkeboks, men forslag er naturligvis velkomne fra alle. Send jeres forslag til formanden eller et andet bestyrelsesmedlem eller skriv på hjemmesiden.

Fra vores egen verden
Der har været personskift i bestyrelsen. Bent Jørgensen, Dådyrvej 7, har bedt om at måtte udtræde af bestyrelsen, og det har vi accepteret. I stedet er førstesuppleanten Maria Liv Morin, Solbrinken 8, trådt ind som bestyrelsesmedlem. Maria kender allerede til vejlaugets arbejde, fordi vi har den regel i vejlauget, at suppleanter er med til bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen siger tak for Bents store indsats i vejlauget

Og nu til hovedopgaven:
Vejenes standard
I bund og grund er det vejenes vedligeholdelse, som er vejlaugets primære formål. Vejene ser som regel ganske fine ud – især sammenlignet med andre områder. Selvfølgelig kan der altid gøres mere, men det er en afvejning at få midlerne brugt på rette tidspunkt.
I starten af december fik alle veje en omgang af vores entreprenør, men desværre blev en del af arbejdet ødelagt kort tid efter på grund af kraftig regn! Det er umuligt at ramme rigtigt hver gang.

Og en lille historie fra området
Træerne langs Bjørnevej østlige side var efterhånden vokset så meget, at deres grene generede vores entreprenør, når han skulle vedligeholde vejen. Formanden kontaktede den pågældende ejer, som kort tid efter fik sine skovfolk til at klare problemet. Tak for det!

Afslutning
Bestyrelsen håber – på vejlaugets vegne – at det bliver en fredelig vinter, uden sne! Det er måske ikke et populært ønske i børnefamilier, men sneen kostede os dyrt sidste år, så derfor vil vi gerne have en snefri vinter i år!

Til sidst vil bestyrelsen benytte lejligheden til at ønske vejlaugets medlemmer et godt nytår.

Med venlig hilsen på bestyrelsens vegne
Niels Thorsted
Formand

PS. Husk hjemmesiden http://www.vejlaug.net.